Den første moderne lov om lofotfisket
Loven om Torskefiskeriet i Nordlands amt og Senjens og Tromsø Fogderier av 23de Mai 1857, blir i dag regnet som den første moderne lov om lofotfisket. Grunnprinsippet i loven var fritt fiske på fritt hav - noe som skulle vise seg å bli årsak til mye frustrasjon.
Loven var et forsøk på å regulere vekk væreiernes kontroll med lofotfisket. Tradisjonelt hadde væreierne delt havet utenfor Lofoten mellom seg, og kontrollerte dermed hvor fiskerne kunne fiske. Fiskerne som leide rorbu hos en væreier, var bundet til å fiske i væreierens hav og å levere fangsten til den samme væreieren.
Omstridt lov i sin samtid
Fiskerne hadde store forventninger til den nye fiskeloven, som skulle løsrive dem fra væreiernes kontroll. Den nye loven ga alle rett til å fiske hvor de ønsket.
Dette skapte nye utfordringer, siden den nye loven ikke hadde med seg innholdet fra loven fra 1816, som regulerte bruken av redskaper. Dermed var det ikke kontroll med bruken av garn, line og jukse. Redskapene ble brukt om hverandre, og ødela utstyret for mange fiskere. Utstyret viklet seg inn i hverandre og ble med fremmede båter til land.
Fiskerne opplevde at den nye lofotloven gjorde fisket mange ganger vanskeligere enn det hadde vært.
Øyenvitneskildring av den nye situasjonen
I midten av mai 2016 mottok Arkiv i Nordland et håndskrevet brev med tittelen «Nogle ord om Lofotfisket Loven ad 23de mai 1857 og dens anvendelse» av Halvdan Haug fra Sørfold. Brevet belyser hvordan fiskerne ble berørt av den nye fiskeloven, kalt Lofotloven av 23. mai 1857.
Brevet «Nogle ord om Lofotfisket» inneholder 20 håndskrevne sider og var en reaksjon på den nye lofotloven. (Brevet kan leses lengre ned på siden.)
Vi får vite at forfatteren er en fisker som har deltatt på Lofotfisket i 45 år og at den nye loven har hatt uheldige økonomiske konsekvenser for ham. Brevet er ordrikt og følelsesladet, og har forslag til både løsninger og endringer i reguleringen av Lofotfisket. Brevet gir oss i dag et godt bilde og et unikt innblikk i fiskernes reaksjoner på den første Lofotloven, akkurat slik de var for vel 150 år siden.
Leserbrev i Morgenbladet
Arkiv i Nordland har også klart å finnet brevet trykt i Morgenbladet, datert 07.07.1862. I samme avis finner vi også to støttende leserinnlegg i august og september.
- Morgenbladet 31.08.1862
- Morgenbladet 20.09.1862
«Disse ere de Bemærkninger, som den seneste Tids Erfaringer i Lofoten har fremkaldt hos mig. Kommer Du derhen, kjære Læser, da vil der blandt de graahærdede, veirbidte Mænd findes altfor Mange, som, medens Øiet endnu ikke er blevet dumt, Haanden endnu ikke har tabt Kraften til at holde Styrevaalen, dog i sit Hjerte sige med mig: Jeg har elsket dette Lofoten, elsket det med en gammel, en stadig Kjærlighed, hvis Styrke ikke bukkede under for Styrken af halvanden Menneskealders hvinende Storme; men nu - de sidste 4 Aar har været nok til at give mig - formelig Modbydelighed for den hele Bedrift og Rørelse der. Saa er den bevirkede Stemning, og, dersom jeg ikke har været altfor enfoldig i min Fremstilling, vil det skjønnes, at jeg inderlig ønsker Forandringer, ja anser dem paatrængende fornødne, og at de væsentlige ere følgende: (…)»
Transkribert versjon av brevet "Nogle ord om Lofotfisket"
Nogle Ord om Lofotfisket, Loven af 23de Mai 1857 og dens Anvendelse.
Naar jeg udbeder mig Plads for disse Linier i et offentligt Blad, da er det ikke, fordi jeg tror at kunne skrive saa udtømmende om den deri behandlede Sag, at min Opsats skulde kunne bevirke en Forandring, hvis Hensigtsmæssighed de, der skulde iværksætte den, først heraf skulde saa tilstrækkelig Kundskab om; – dertil besidder jeg altfor liden Dygtighed; – ei heller er det for at fremsætte bestemte Besværinger eller Anker over Nogen eller Noget; men det er, fordi Lofotfisket er for hele Egnen her en saa væsentlig Bedrift, og, som Følge deraf, Vilkaarene, under hvilke det drives, og disses Indflydelse paa selve Fiskeriet og paa Distriktets økonomiske Velvære i det Hele en saa vigtig Sag, at Enhver efter sin Leilighed bør bidrage, hvad han formaar, for at faa den ordnet paa den bedste Maade. Jeg tror, at de Mænd, som besidde de overveiende Kundskaber og Indsigter, dog ikke ganske rigtig kunne bringe disse til Anvendelse i at bedømme Aarsag og Virkning, naar de ikke blive nøiagtig underrettede om, hvad der virkelig foregaar, hvad Indtryk og Anskuelser dette fremkalder hos dem, som ere handlende og lidende Personer derved. Til at sætte de Kyndige istand til at fælde en rigtig Dom, tror jeg derfor, at vi Fiskere selv bør bidrage ved at fremsætte vore Erfaringer og Meninger, og, naar jeg nu stræber at bidrage min Del, da er det altid under den Forudsætning, at det er muligt, jeg feiler i min Mening, men ogsaa med den Vished, at Vildfarelsen da deles af Mange, og at det derfor er tjenligt, at den fremsættes, for at den kan blive berigtiget. Den Erfaring, som jeg og mange Tusinder med mig have gjort i de seneste Aar, gaar derhen, at Ulemperne ved Fiskeriet have været større, Udbyttet mindre end før Loven af 23de Mai 1857 traadte i Kraft. ( Muligt, skjønt jeg betvivler det, at man ved statistiske Opgaver kan oplyse, at det samlede Udbytte har værret større end en eller andet foregaaende Aar; men man tage da ogsaa i Betragtning, at der nu ere Flere at dele det paa, og overveie, om den større Arbeidskraft, Omkostninger og Redskabstab er opveiet ved Overskudet. ) Hvor megen Del den nævnte Lov og dens Anvendelse kan antages at have heri, det fortjener vel nu Nøie at overveies.
Den væsentlige Forskjel mellem Før og Nu, som maaske fremstiller sig til Iagttagelse, er den, at ved Loven af lste Juli 1816 § 5 var sat en Grændse for det tidlige Garnbrug, nu er Friheden dertil ubegrændset og bruges da ogsaa ubegrændset. Før var det en stor Sjeldenhed, at Garnbruget begyndtes før Midten af Februar; nu begyndes det, forsaavidt Folk ere fremkomne, allerede i Midten af Januar. Vi gamle Fiskere (-jeg regner mig blant de Gamle; 45 Aars Deltagelse i Lofotfisket maa Vel give mig Ret dertil) vi ere, saavidt jeg ved at høre Meningsudvexling har kunnet erfare, Alle enige i, at befrygte heraf en skadelig Indvirkning paa Fiskeriet, ei alene for det Nærværende, men endnu Værre af Følgerne for Fremtiden, idet vi frygte dets Vedvarenhed i en foruroligende Grad truet. At det er for Gydningens Skyld, Fisken søger ind under Lofotkysten, derom ere vel Alle enige. Vi vide ikke Dag og Time, naar Gydningen efter Naturens Orden skal foregaa; men vi forestille os, at der, for at den skal ske regelmæssigen, maa navnlig fra Begyndelsen tilstedes Fisken fri Indsigen til de indre, grundere Pladse, der egne sig for Gydningen. Vi tro derhos, at det er Fiskens Natur under denne Indsigning, saavidt muligt, at søge (eller følge) Bunden, indtil den finder den tjenlige Plads. Dette er vel ikke blot og bar uvidende Fiskeres grundløse Indbildning. Anskuelsen maa vel antages at ligge til Grund for Bestemmelsen i § 5 af Fiskeloven af 1816, hvor Garnbruget anføres som en Hindring for Fisken fra at fæste Bunden. Desto skadeligere Virkning maa da Vel dette have, jo mere det strax fra Begyndelsen hindrer den indsigende Fiskemasse. Nu er Forholdet saadant, at, strax man fornemmer der er Fisk, sættes Garn inderst paa „Fiskebotten," baade Flydegarn og Bundgarn, langs hele Lofotkysten. Den naturlige Følge er, at Fisken i ustandselig Uro jager hid og did, frem og tilbage. Skulde det være urimeligt at antage da, at selve Gydningen forstyrres? Skulde det ikke være muligt, dels at den fremskyndes utidigen, saa at Rognen gydes, før end den dertil er fuldkommen moden, dels at Fisken tvinges til at gyde sin Rogn længere ude paa dybere Steder, hvor de naturlige Betingelser for Yngelens Udvikling mangle? Saadanne Formodninger opstaa hos os, naar vi før, saavidt min Erfaring strækker, d. e. altsaa nær et halvt Aarhundrede, aldrig have seet „godten" Fisk før Midten af Marts (eller maaste 2—3 Dage tidligere); nu i 1862 fik man den allerede i Midten af Februar. Men, dersom nu dette er en Følge af, at Indsigningen for tidlig hindres, og dette sker ved Garnbruget, da er jo den Uindskrænkede Frihed i saa Henseende en Aarsag, ei alene formedelst Fiskens Forjagelse fra Grundene til Formindskelse af Udbyttet i samme Aar, men, form, delst den bevirkede Forstyrrelse i Gydningen, til ubodelig Skade for Eftertiden, idet der, hvis Virkningen strax er Formindskelse i Aarets Yngel, ogsaa Aar for Aar maa blive mindre og mindre Fiskemasse, som søger Kysten. Denne Frygt har vor Erfaring, siden Loven af 23de Mai 1857 traadte i Kraft, opvakt hos os, og Misfornøielsen med dens her omhandlede Bestemmelse vil ikke kunne hæves, førend de Naturkyndige maatte kunne klart og tydeligt bevise, at den befrygtede Forstyrrelse i Gydningens naturlige Orden er en positiv Umulighed.
Naar jeg nævnte „Misfornøielse," skal jeg, for ikke at maatte omtale det Ved hvert enkelt Punkt, her anføre, at denne Stemning med Hensyn ikke blot til nogen enkelt Bestemmelse, men til Lovens Virkning i det Hele, er altfor meget almindelig, ja saa fremherskende, at, naar der nogle Gange skal (som jeg har hørt, men ikke læst) i Aviserne have været anført, at Tilfredsheden med denne Lov var almindelig i Distriktet, da maa jeg ganske bestemt tro, at Beretterne have været indskrænkede til høist upaalidelige Iagttagelser. Af de saakaldte Konditionerede har jeg vel nu og da kunnet høre en Ytring af Tilfredshed; men blandt de mange Hundreder Almues mænd, hvis Mening jeg har hørt (og disses Dom bliver vel hvad man kan kalde den „almindelige") har der neppe været En, uden at han har været i høi Grad utilfreds med den. Som Bevis skulde jeg alene i det Præstegjæld, hvor jeg bor, kunne op byde Hundreder af Vidner; det tør maaske være nok at anføre, at man har sluttet sig i 3 Foreninger, som stræbe hver paa sin Maade at virke til dens Forandring. I nogen, skjønt ikke saa aldeles nær, Forbindelse med det før omhandlede Punkt staar ogsaa Forholdet mellem Før og Nu med Hensyn til Søndagsbrug. Ifølge § 20 i Loven af 1816 var det kun i Tilfælde af Uveir om Løverdagen tilladt om Søndagen at optage de tilforn udsatte Redskaber, og selv dette kun under en Vis Orden, hvilken end mere indskjærpedes ved Lov af 24de Septbr. 1851, der i Almindelighed fredede hele Søndagen. Ved § 19 i Loven af 22de Mai 1857 er aabnet Frihed til ogsaa at udsætte Redskaber Søndags Aften efter Kl. 5. Jeg og Mange med mig (ja fast alle ældre Mænd) ere Hadere af at bruge Søndagen i Trællen for det timelige Behov; ja vi gjøre os en Samvittighed deraf, naar ikke virkelig Fornødenhed kræver det. Man indvender vel, at Tilladelsen gjælder kun Aftenen efter Kl. 5, og at det staar Enhver frit at benytte den, eller ikke. Men denne Frihed er i Virkeligheden ikke tilstede. Naar det, som vel ingen Sagkyndig vil negte, er af stor Vigtighed for den Enkelte at være tilstede samtidig, naar de Øvrige udsætte deres Redskaber; saa bliver det, naar de Øvrige ville sætte paa Søndags Aften, ogsaa for mig en, vel at mærke, paatvungen Fornødenhed at benytte den samme Tid. Vilde jeg end selv, af høiere Grunde, finde mig i det mulige Tab ved at blive derfra, naar de øvrige 4 Mand paa samme Baad vilde afsted, saa maatte jeg nok være saa god at følge med. Men, bliver paa denne Maade Redskabernes Udsætten paa Søndags Aften mig paatvungen, da paatvinges mig med det Samme alt det Arbeide den foregaaende Del af Dagen, som nødvendigvis udfordres, for at Redskaberne skulde kunne udsættes. Dette med Hensyn til Indgrebet i Enkeltmands Frihed til at handle efter egen Overbevisning. Den fremhævede Ulempe i saa Henseende bliver desværre maaske kun lidet paaagtet. Med Hensyn til Virkningen for det Hele, da er det min og Manges Formening, at det er til Skade for Fiskeriet, at Indsigningen bestandig afspærres; det kunde vel være hensigtsmæssigt, om der 1 Gang i hver Uge ikke lagdes Fisken nogen Hindring i Veien; muligt kunde det vel være at man derved, om end kun for nogen Del, raadede Bod paa den under første Punkt omhandlede Ulempe. Allerede ved Visitatsmødet her i 1858, ved hvilket foruden de sædvanlige Medlemmer ogsaa Præstegjældets Formænd vare tilstede, fremkom en til disse tvende Grunde støttet Forestilling, og det blev enstemmige erkjendt, at den omhandlede Lovparagraf (§ 19) burde forandres. - En Udtalelse, som Visitator, nu afdøde Biskop Gislesen, syntes at lægge nogen Vægt paa.
Ved § 6 i Loven af 1ste Juli 1816 var bestemt Deling af Havstrækninger for de forskjellige Fiskevær, og ved § 14 i samme Lov tillige for de forskjællige Redskaber. Ved Loven af 23de Mai 1857 er den første Bestemmelse ganske ophævet, den anden indskrænket til en Bemyndigelse for Overøvrigheden til at iværksætte saadan Deling. Herved, mener jeg, er foretaget en Forandring, som er alt Andet end en Forbedring; thi herved forvoldes saa store Ulemper for dem, der drive Fiskeriet, at de ikke kunne opveies uden ved overordentlig stor Vinding i Udbyttet, hvilken imidlertid er saare langt fra at finde Sted. Allerede, førend sidstnævnte Lov udkom, hørte man jo meget tale om den Forandring, som forestod, idet der nu skulde blive "frit Hav." Der vare Mange dengang, som mente, at Fordelen herved kun vilde tilfalde de saakaldte "bruske Folk", "Storfiskerne", og navnlig blandt disse dem, som kunde godt med at hjælpe (eller tage) sig selv tilrette, medens Fortrængsel vilde blive Følgen for alle dem, der havde mindre Baade og Brug, eller af andre Grunde ikke kunde maale sig med Hine i Kampen. Ja netop Kampen! Der er det Onde, som er det mest trykkende for mig og dem, der ere i lige Vilkaar med mig. Jeg er ikke blandt dem, som drive Fiskeriet med smaa Baade og lidet Mandskab, og som af den Grund lide under Fortrængselen; men det maa dog vel indrømmes, at man ikke blot af deslige fysiske, men ogsaa af ganske respektable, moralske Grunde kan være en Hader af Kamp om Brødet. Kamp for Brødet kan være haard; men usigelig langt tungere er Kamp om Brødet. Jeg har læst et Stykke af Eilert Sundt, kaldet "Rivt om Brødet", og seet hvorledes det tildels er en uundgaaelig Følge af den voxende Mængde af dem, der søge det paa samme Sted eller ved samme Veir, men i Lofoten, tror jeg, det er langt værre nu, end det burde og kunde være. Rivt for Brødet kan jeg finde mig i, naar det gjælder Rivt og Slidt i egen Børnskab for at faa den op fra Dybet med det Udbytte, den har samlet mig; men at rive og slide i Andenmands Børnskab, eller at Andre rive og slide i min, det er mere end det er mig behageligt at taale; - at der ei alene rives og slides i min Børnskab, men at jeg er udsat for, at der rives og slides i min Krop, - det bliver mig aldeles utaaleligt. Kamp imod rygende Storm, Kamp imod brydende Søer - den kan jeg finde mig i; den har jeg prøvet saa mangen en Gang i de forløbne femogfireti Vintre; med at kjæmpe imod mine Medkjæmpere i denne Kamp mod de fælles Fiender, det falder haardt at finde mig i. Saalænge det kun gjælder at rive Brødet til mig fra det Sted, hvor Altstyreren har henlagt det for mig, saa længe er Alt godt og vel; men at maatte enten rive det fra min Broder, der har samme Behov, som jeg, eller ogsaa see det revet fra mig af ham, dette er mig en Vederstyggelighed. Og et saadant Forhold finder nu altfor meget Sted i Lofoten, og det, tror jeg og Mange med mig, just som Følge af, at Fordeling af Havstrækningen mellem de forskjellige Vær og de forskjellige Redskaber er ophørt. Det er ikke min Mening at sige, at Saadant tidligere var ganske ukjendt. Tvertimod! Klagerne derøver vare ganske almindelige og vel begrundede i de Aar, som gik nærmest forud for Loven Mai 1857. Det var just derfor, man længedes efter en ny Lov; man ventede Forbedring i dette Forhold; man ventede navnligen i saa Henseende gode Virkninger af dens Bestemmelse (§ 1) om et mere ordnet og omfattende Politi. Men disse Forventninger ere - jeg tør sige det - blevne bittert skuffede. Var det ilde før, medens kun de, som laa i samme Vær, mødtes paa samme Havstrækning, saa er det blevet 10 Gange værre nu, da der, just, naar nogle paa hinanden følgende Dages fiske skulde skaffe Erstatning for de mange, i forgjæves Venten tilbragte, strømmer fra de tilgrændsende Vær en saadan Mængde Fiskere til, at Havstrækningen bliver ganske overfyldt med udsatte Redskaber; Fisken flyer, og man har kun de sønderrevne og sønderskaarne Redskaber tilbage, eller, meget mere, man har kun Lidet tilbage af dem ogsaa. . . I hvilken Grad Fordelen – saa længe der er nogen – her maa indskrænke sig alene til "Storbrustene", der have stærke Redskaber og mange Folk, og ikke tage i Betænkning at anvende Magten, medens Tabet for de Øvrige bliver saa meget større, – det vil lettelig være indlysende. Og isandhed, det er stort, dette Tab! Den Masse af Børnskab, som f. Er. gik tabt i 1859, oversteg i fast uberegnelig Grad, hvad man for i saa Henseende havde fristet, og ogsaa i de senere Aar har det været større end tidligere. En væsentlig Aarsag hertil tror, som sagt, jeg og Mange at finde i Ophævelsen af Havstrækningens Fordeling mellem Værene, saameget mere, naar hertil kommer, at der heller ikke er nogen fast Regel om Fordeling mellem de forskjellige Redskaber (paa en Tid bestemmes Deling, paa en anden Tid ophæves Bestemmelsen, – i et Vær er der Deling, i et andet ikke). Naar der paa Havstrækningen ved et Vær samler sig Fiskere fra flere Vær, da opstaar Ulemper ved Delingen, idet der bliver "snævert Hav," saa at det bliver vanskeligt at anvise Brugerne af de forskjellige Redskaber hver sin Strækning, og, om Deling iværksættes, bliver Fristelsen til at overtræde den for stor. Det er almindelig antaget, ja jeg tror næsten, man kan kalde det en Erfaring, at Fisken staar mere "stil", d. e. ikke saa meget skyr Line, som Garn; man vil derfor gjerne sætte sine Garn saa nær ved Line som muligt. Kommer nu hertil, at man i det Vær, hvor man ligger, ikke har nogen Deling mellem Redskaberne, og saaledes selve Uvisheden bliver en medvirkende Aarsag, – hvad Under da, om talrige Overtrædelser finde Sted, mange Mulkter forvirkes (som i Vaagen nu i sidste Vinter)? Hvor fordærvelig, dersom Loven selv indeholder en Bestemmelse, hvis Iværksættelse er en medvirkende Aarsag til dens Overtrædelse! Jeg tvivler ikke paa, at vor gode Amtmand, om hvem jeg kun har hørt een, og det en hæderlig, Dom, gjerne vil ordne Alt paa det Bedste til Næringens Fremme; men, skal der snart finde Deling Sted, snart ikke, saa maa jo dette, om der skal være nogen Hensigtsmæssighed deri, bero paa vexlende Omstændigheder. Skulde nu Amtmanden altid kunne træffe det Rette her. saa maatte han være til enhver Tid paa ethvert Sted. Men en Lovbestemmelse, hvis hensigtsmæssige Ivæksættelse forudsætter en Umulighed, kan neppe være Andet end forkastelig.
Naar nu – af for omtalte Aarsager – Garn og Line sættes for nær ved hinanden, da gribe de i hinanden, og da opstaar, hvad vi kalde «Qvel og Vas", en uopløselig Forvikling, hvor man ikke kan komme fra hinanden uden ved Hjælp af Kniven, – hvor man altsaa enten maa "kutte" eller medtage ogsaa en Andens Børnstab. "Qvel og Vas" kjendte man ogsaa før; men deels indtraf det sjeldnere, da de færre Fiskere, som laa i eet Vær, lettere fandt tilstrækkelig Plads, og lettere kom overeens om Sættingen; deels kom da min Børnskab, om den var indviklet i en Andens, om Aftenen tilbage til samme Vær, og jeg havde lettere Adgang til at faa den tilbage; jeg vidste som oftest endogsaa, i hvilken Baad
(eller Bod) jeg skulde søge den; nu derimod risikerer jeg, dersom jeg er saa uheldig at være den Svagere, altfor ofte, at min Børnskab transporteres bort til et andet Vær, jeg veed ei, hvilket, og den forøgede Vanskelighed ved at faa den tilbage skriver sig for en stor Del derfra, at de nu gjældende Bestemmelser mere end før gjøre min Bedrifts heldige Fremgang afhængig af – Næveretten. Jeg vil ikke dvæle ved de Antydninger, som, før Loven udkom, gjordes om en hemmelig Hensigt ved enkelte forestaaede Bestemmelser; men vist og sandt er det, at, skal der ikke være ganske bestemt Paabud om Deling af Havstrækningen mellem de forskjellige Vær og de forskjellige Redskaber, saa kan man ligesaa godt fatte sig i al Korthed og bestemme: "Fiskeri med Line maa herefter ikke drives." Hvo vover Forbudet? Jeg ved, der ere de, som tro, at navnlig Havstrækningens Fordeling mellem Værene skulde være en utilbørlig Indskrænkning i Næringsfriheden. Jeg hører ikke til nogen privilegeret Klasse, har ingensomhelst Opfordring til at være Talsmand for Næringstvang; men saalænge, det staar Enhver frit at lægge sig i hvilket Vær, han selv vil, lade sin Bedrifts Held for en Tid bero paa den større eller mindre Mængde af der indsigende Fisk, at flytte derfra og gjøre samme Forsøg i et andet Vær, naarsomhelst det behager ham, saa skulde jeg dog formene, at Kravet om, at han skal finde sig i den for det Hele nødvendige Orden, ikke er noget utilbørligt Indgreb i hans Næringsfrihed, men kun en saadan Begrændsning, som Enkeltmand nødvendigvis maa finde sig i, naar han vil drive sin Syssel ved Siden af Tusinder Andre. Samme Indvending og samme Besvarelse vil ogsaa gjælde, naar Talen er om den i Loven af 1816 § 12 indeholdte, men nu ophævede Bestemmelse, at der i stærk Storm og uroligt Veir intet Signal bør gives til at fare ud paa Søen o.s.v. Meget af, hvad før er anført angaaende Forholdet for dem, som have større Baade og Brug, og dem, som have mindre, finder ogsaa her sin Anvendelse, saa meget mere, naar det gjælder at optage udsat Børnskab, hvorved det er saa ganske nødvendigt at være samtidig tilstede. . . Det feiler derhos ikke, at der blandt den store Mængde, som ligger i eet Vær, kan findes enkelte Vovehalse, som i Tillid til deres større Baad maa kunne ville søge Havet paa en Tid, da alle erfarne Folk vilde anse det rigtigere at holde sig derfra; maaske de kunde saa meget hellere ville "vove Noget", for at kunne øve en Bedrift, hvortil de helst ikke vilde have Vidner. For saadanne Folk var det vel just et passende Baand, at de tabte den ilandbragte Fisk, og desuden maatte erlægge en Mulkt. Nu, naar en saadan Vovehals gaar i Baaden, maa Andre ogsaa afsted, - hvor utidigt de end maatte finde det, og altfor ofte kommer man, efter overstanden Livsfare, iland med den Erfaring, at det havde Været langt klogere at lade den udsatte Børnstab staa, end at optage den (eller forsøge at optage den) i saadant Veir. Dette er en Følge af, at Mængden er afhængig af ukyndig, dumdristig eller bedragersk Enkeltmand; hvor langt rigtigere da, at det ved kyndige Mænds Dom afgjøres, om der er "Søveir", eller ikke!
Jeg paapegede før, at man haabede, det ved den nye Lov (§ 1) oprettede Politi skulde ophæve eller formindske Uordenen Paa Fiskepladsene. Det er overladt Kongen at ordne dette Politi; – hvilke Instruxer det har, kjender jeg ikke; Det kan saaledes ikke være min Hensigt at føre Anke over Nogens Udførelse af det overdragne Hverv; men vist og sandt er det, at det saakaldte "bevægelige" Politi (Skøiter med Chefer og Besætninger) Intet kan udrette til Orden paa Fiskepladsen?, naar de aldrig, eller faa godt som aldrig, vise sig udenfor Havnen. Jeg for min Del har kun en eneste Gang seet Politi paa Fiskepladsen. Det var i den lune, rolige Bøtnæsfjord; jeg har i disse Vintre ogsaa roet i vestligere Vær, men der har jeg aldrig seet et Glimt af Politi udenfor Havnen. At Lovens Mening var, at Politiet (nogenlunde jævnlig) skulde være tilstede paa Fiskepladsene, og ikke indskrænke sig til Opsyn i Havnen, tør man vel stutte af Udtrykket i § 6 "under Fiskeriet", naar dette forbindes med § 2, hvor det anføres. som dets Bestemmelse: først i Særdeleshed at hindre Overtrædelser, dernæst at faa Overtrædere dragne til Ansvar, og sluttelig at paase god Skik og -Orden i, hvad 'der angaar Havnevæsenet. Men, naar Politiet stadigen holder sig i Havnen, da synes Ordenen i disse Hverv tagen omvendt, eller, meget mere, det første særdeles Hovedhverv synes sat ud af Betragtning. Jeg tror nok det var muligt disse Skøiter kunde færdes paa Havet, paa samme Tid som vi Fiskere i vore aabne Baade kunne baade færdes der og haandtere vore tunge Redskaber; jeg tror nok ogsaa det var muligt, at det var godt at vide Politi i Nærheden, (endskjønt det vist ogsaa allerede vilde føles som en stor Ubehagelighed at være nødsaget til at paakalde Politiets Bistand); men jeg troer ogsaa, at Politiet Lidet vilde udrette, om det var tilstede paa Fiskepladsene, Iallefal saalænge der ikke er bestemt Fordeling af Havstrækning mellem de forskjellige Vær og de forskjellige Redskaber. Ganske vist anser jeg det, at det "bevægelige" Politi under de nuværende Forholde gjer altfor liden Nytte i Forhold til de store Omkostninger, som Personalets høie Lønninger og det øvrige Udstyr medfører, og at en liden Del af disse med langt større Virkning vilde kunne anvendes til Forøgelse af det Politi, man for havde. Blant Gjenstandens for Politiets Opsyn skulde ogsaa være Havnevæsenet. I saa Henseende er der idetmindste i eet Forhold gaaet tilbage i stedet for frem. Den, som har ligget i en Rorhytte Vinter efter Vinter i samme Vær, fik før beholde den Baadplads (Stø), han tildels selv (eller Fader før ham) havde ryddet, stundom ogsaa paa egen Bekostning forsynet med Fortøinings-Ring; nu maa han, selv under disse Forudsætninger, finde sig i at se sin Plads optagen, en Andens Baad fortøiet i hans Ring. Det er ikke behageligt dette! Ønskeligt vilde det vistnok være, om der kunde skaffes nogen Fortøining saa, at man ikke blev saa ganske afhængig af Grundeiernes (Værternes) Forgodtbefindende med Hensyn til Betaling for Bod og Hjæld. I Loven af 7de August 1827 § 1 og § 7 var sat fast Regel i saa Henseende. For de private Eieres Vedkommende er der nu ingen Regel. (Bestemmelsen i Loven af 23de Mai 1857 § 22 angaaende allerede da opførte Boder og Hjælde er nok i alle Fald høist tvivlsom til Anvendelse i Forhold til Private). Under den Trængsel, som alleroftest finder Sted, er der allermindst Anledning til at tinge og prutte; man maa give, hvad Værten begjærer. Istedetfor den i Loven af 1827 § 1 fastsatte Betaling, 32 S pr. Mand i Husleie under hele Fisket, maa man nu betale 1 Spd., naar der kun er en Helle paa Gulvet til Ildsted, 1 Spd. 36 S, naar der er Konfur i Boden. Dette fik nu saa være; men der fordres endnu mere; der fordres, at jeg skal betale for hele Vinteren, om jeg kun opholder mig 1 Uge eller blot et Par Dage, og paa hvert nyt Sted, jeg kommer, fordres paany fuld Vinterleie (det var nok Undtagelse, naar i afvigte Vinter Enkelte – f. ex. i Skraaven og Henningsvær – lade sig i saa Tilfælde nøie med ½ Spd.); – jo mere ujævnt Fisket er, hvorved jeg opfordres til at flytte fra Vær til Vær, des større, ja mangedobbelt større Husleieudgifter faar jeg. Man siger vel, at, naar jeg faar Retten til at benytte Logiet for hele Vinteren, saa maa jeg ogsaa betale for hele Vinteren, om jeg end ikke benytter det. Det Modsatte Vilde udsætte Værten for stort Tab, naar Fiskeriet ikke slog til for Været. Men, naar jeg forlader Boden, kan jo Værten udleie min Plads til en Anden, og, om Fiskeriet falder misligt Ved hans Vær, og Søgningen derfor bliver liden, saa er der vel ikke saa stor Ubillighed i, at ogsaa han maa Være afhængig af de Omstændigheder, over hvilke ikke Mennesker raade, som deri, at Fiskeren, paa samme Tid som han formedelst de samme Omstændigheder har kun høist ubetydeligt Erhverv, maa finde sig i flerfold fordoblede Udgifter. En Mulighed maatte der vel kunne findes til at faa det ordnet paa en billigere Maade, og ønskeligt skulde det være, om saa skede.
Disse ere de Bemærkninger, som den seneste Tids Erfaringer i Lofoten har fremkaldt hos mig. Kommer Du derhen, kjære Læser, da vil der blant de graahærdede, veirbidte Mænd findes altfor Mange, som, medens Øiet endnu ikke er blevet dumt, Haanden endnu ikke har tabt Kraften til at holde Styrevaalen, dog i sit Hjerte sige med mig: Jeg har elsket dette Lofoten, elsket det med en gammel, en stadig Kjærlighed, hvis Styrke ikke bukkede under for Styrken af halvanden Menneskealders hvinende Storme; men nu – de sidste 4 Aar har været nok til at give mig – formelig Modbydelighed for den hele Bedrift og Rørelse der. Saa er den bevirkede Stemning, og, dersom jeg ikke har været altfor enfoldig i min Fremstilling, vil det Skjønnes, at jeg inderlig ønsker Forandringer, ja anser dem paatrængende fornødne, og at de væsentlige ere følgende:
1) Der bør fastsættes en bestemt Tid af Aaret, inden hvilken Garnbrug ikke maa finde Sted.
2) Der maa paabydes Deling af Havstrækning saavel for de forskjellige Vær som for de for-skjellige Redskaber.
3) § 12 i Loven af 1ste Juli 1816 bør fornyes.
4) § 19 i Loven af 23de Mai 1857 bør ombyttes med Loven af 24de Sept. 1851.
5) Det saakaldte bevægelige Politi bør gaa over til Forstærkning af Havnepolitiet eller ogsaa
ordnes saaledes, at det kan udrette Noget paa Fiskepladsene.
6) Forholdet mellem Værter og Fiskere bør søges ordnet paa en for begge Parter billig Maade.
7) Den, som Aar efter Aar har eller leier Bod og Hjæld i et Vær, bør have Ret til at beholde samme Plads for sin Baad (Stø).
Salten, 10de Mai 1862. I. H.